Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/12/2018 - 10:48

Politiet jagter tredje mistænkt efter Nicki Bille-skud

Mens politiet jagter en tredje mistænkt, overvejer anklagemyndigheden om to anholdte skal stilles for dommer.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Endnu har politiet ikke anholdt en 30-årig mand, som er eftersøgt for drabsforsøg mod fodboldspilleren Nicki Bille. Det oplyser Københavns Politis centrale efterforskningsleder René Jensen fredag formiddag.

Manden er ifølge Ritzaus oplysninger tidligere sat i forbindelse med forskellige former for kriminalitet.

Nicki Bille blev tirsdag aften i sin lejlighed på Sluseholmen i København ramt af skud fra et haglgevær. Ifølge politiets sigtelse kom Bille alvorligt til skade, da han blev ramt i den ene underarm, men han er uden for livsfare.

Efter episoden anholdt politiet en 30-årig mand og en 23-årig kvinde. Manden, der er søn af en rocker, og kvinden, der er model, er fredag formiddag stadig anholdt.

En dommer i Københavns Byret bestemte onsdag, at deres anholdelse skulle udstrækkes i tre døgn. Uden den beslutning ville de to skulle løslades inden 24 timer.

De tre døgn har politiet fået til at tilvejebringe yderligere beviser i sagen, som kan underbygge mistanken mod de sigtede. Dem vil anklagemyndigheden nemlig have varetægtsfængslet.

En del af politiets opgave er at få fat i den tredje mand, som ifølge sigtelsen også var til stede, da haglbøssen gik af.

Hvad rockersønnen og modellen har forklaret, står indtil videre hen i det uvisse. For retsmødet blev holdt for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning. Vi ved kun, at de nægter sig skyldige.

Den overordnede sigtelse mod de tre lyder på drabsforsøg - altså en påstand om, at de skulle have haft til hensigt at dræbe Nicki Bille - eller i det mindste have anset det som sandsynligt at han kunne dø.

Anklagemyndigheden har imidlertid også rejst en underordnet sigtelse. Den drejer sig om, at de tre skulle have handlet så skødesløst, at Nicki Billes liv eller førlighed kom i fare.

Derudover er de sigtet for ulovlig besiddelse af et ladt skydevåben - alene det straffes i udgangspunktet med to års ubetinget fængsel.

Ifølge Ritzaus oplysninger har den 30-årige efterlyste mand tidligere været i ordensmagtens søgelys, blandt andet i forbindelse med narkotika.

Tilbage i 2014 blev han idømt fem års fængsel i en sag om indsmugling af og handel med amfetamin og kokain.

Senest lørdag skal rockersønnen og modellen stilles for en dommer igen, som skal afgøre, om de kan varetægtsfængsles. Ellers skal de løslades.

Københavns Politi oplyser fredag formiddag, at der endnu ikke er taget stilling til, hvornår et eventuelt retsmøde skal foregå.

/ritzau/